PRINCIPPER FOR GFO'en
Formål
GFO’en arbejder udfra de samme værdier som skolen. Nemlig: Vilje til læring, fællesskaber og respekt samt nysgerrighed og indsats. Medarbejderne i GFO’en omsætter i det daglige arbejde med børnene, skolens fælles værdier til en fælles praksis.
GFO’en er et pædagogisk tilbud til indskolingens børn. GFO’en er meget mere end et pasningstilbud. GFO’en skal bidrage til at skabe en tryg, meningsfuld og varieret dag, med fokus på trivsel, fællesskab samt barnets alsidige kompetenceudvikling.
GFO og skole arbejder tæt sammen, og løser i fællesskab dannelses- og uddannelsesopgaven i indskolingen. Videndeling, fælles planlægning og en koordineret indsats i de tværfaglige team af lærere og pædagoger, skal komme det enkelte barns udvikling til gode. Den pædagogiske faglighed hos medarbejderne i GFO’en er med til at sikre, at arbejdet med barnet afspejler et nuanceret blik for barnets alsidige personlighed og udvikling.
Den læring der sker i GFO’en, er en vigtig del af børnenes samlede læring. Arbejdet i GFO’en sigter derfor i høj grad på, at fremme et frugtbart læringsmiljø, der skaber muligheder for at de lærer nyt, og derefter anvender det lærte i en konstruktiv sammenhæng.
Mål
GFO’en tilbyder rum og aktiviteter for oplevelser og læring. Et sted hvor leg, venskaber og alsidig udfoldelse er i centrum.
GFO’en arbejder med leg og læring, der tilgodeser barnets forskellige læringsstile og intelligenser. Vi bidrager til, at udvikle barnets evne til at tage ved lære af nye situationer, at være kritiske og kunne indse hvad der er væsentligt og handle derefter. Vi skal understøtte og bevare barnets naturlige undren. Vi skal lære børnene, at mestre adfærdsmønstre i samfundet, og kende til gængse normer. Der skal for børnene være mulighed for at reflektere, således at de ikke alene lærer at tilpasse sig, men også forstår baggrunden.
Vi arbejder målrettet på, at styrke børnenes venskaber samt at inkludere alle børn i fællesskabet. Aktiviteter og andre tiltag i GFO’en sigter derfor på, at udvikle børnenes sociale kompetencer, ved at lære dem ansvarlighed, og ved at udvikle og styrke deres empatiske evner.
Det er GFO’ens mål, at yde en tidlig helhedsorienteret, tværfaglig indsats til børn med særlige behov.
GFO’en vægter samarbejde og dialog med forældrene højt.
Det pædagogiske arbejde i GFO’en tager udgangspunkt i en ressourceorienteret tilgang til det enkelte barn, og fokuserer på barnets styrkesider for der igennem at udvikle barnets personlige kompetencer.
Børnene i GFO’en skal opleve frihed under ansvar. Børnene medinddrages i hverdagen. De skal motiveres til at tage initiativ, være nysgerrige og opsøgende. Vi skal støtte og stimulere dem til at være engagerede, tage stilling og udtrykke interesser og behov. De skal lære at vælge til og fra.
GFO’en betyder også fritid for barnet. Derfor lægger vi stor vægt på frivillighedsprincippet.
GFO’en tilbyder aktiviteter, der sammen med medarbejdernes pædagogiske indsats og arbejde, fremmer børnenes alsidige udvikling. Dette sker ved, at de tilbudte aktiviteter tager udgangspunkt i den virkelighed, der er meningsfuld for børnene, og samtidig fokuserer på at udfordre børnenes kompetencer, læringsstile og lysten til at udforske nye områder.
Grundstenen for det enkelte barn er overskuelige trygge rammer. Barnet er tilknyttet et hjemområde, en afdeling i GFO’en med et team af faste velkendte voksne. Barnet kender rutiner, aftaler og regler. Omsorg er et nøgleord. Vi skal dække barnets fysiske, psykiske emotionelle og sociale omsorgsbehov. Vi skal hjælpe, pleje og vise interesse. Vi skal medvirke til at styrke barnets selvværd. Vi skal være inspirerende, aktiverende og udviklende.
GFO’en skal tilbyde aktiviteter, der giver børnene et mangfoldigt udvalg af tilbud, der tilgodeser både piger og drenge, store og små. Aktiviteterne skal udfordre børnene både socialt, motorisk, kreativt og intellektuelt. Det er vigtigt, at man som barn kan hygge sig og have det sjovt imens. Aktiviteterne skal være attraktive, spændende og være styret af engagerede og nærværende voksne, der fungerer som rollemodeller.
Nøgleord for aktiviteterne er: barnets behov og ønsker, bevægelse, kreativitet, sundhed, fordybelse, fri leg, Børn/voksne, værksteder, ture, instruktion/afprøvning, engagerede forløb og afprøvning. Aktiviteterne kan være produkt- eller procesorienterede. Barnet lærer, at problemer kan løses på flere måder. Tingene kan takles forskelligt, og det betyder flere muligheder.
Gennem leg, fantasi, udfordring, fordybelse, rummelighed, æstetik og tolerance udvikles barnets lyst og evner til at skabe og forandre. Barnet udfordres intellektuelt og motorisk, og lærer at koncentrere sig. Målet er, at barnet skal lære at tænke kreativt, samt få mod og praktiske færdigheder, til at føre ideer ud i livet.
Børnene skal hele tiden udfordres. Dette for at sikre en stadig udvikling hos barnet. Der skal altså være tilbud om kendte aktiviteter, hvor børnene kender indhold, regler og arbejdsgange, som så giver tid til fordybelse, hygge, tryghed og samvær.
Endvidere skal der være aktiviteter, der udfordrer det ukendte.
Der tilbydes i GFO’en dagligt aktiviteter indenfor bevægelse og kreative værksteder. Der er cafe hver dag, ligesom der er rum til leg af forskellig art.
Aktiviteter som musik og udeliv kører henholdsvis vinter og sommer.